Corona status 22. marts 

Uddybning af Coronarestriktionerne

Vi har fået forespørgsler på at uddybe Coronarestriktionerne i forbindelse med konkurrencer og andre aktiviteter i DcH.

Der er sådan set ikke kommet nye restriktioner, der vedrører hundetræning og konkurrencer.
Men i takt med, at der åbnes lidt mere op, så er der måske brug for lidt præciseringer:

Indendørs
Det er stadig ikke tilladt at være indendørs i forbindelse med foreningsaktiviteter, kun toiletbesøg eller afhentning af materialer kan tillades, og det gælder alle indendørs faciliteter.

Udendørs (uden tag over hovedet)
Det er tilladt at være samlet op til 50 personer til organiseret udendørs sports-/forenings aktivitet.
Man skal kunne fremvise dokumentation på, at det er i foreningsregi, at man er samlet de 50 personer, via holdkort, konkurrenceprogram ell.
Husk der skal være god afstand mellem de forskellige grupper/hold á op til 50 personer.
Undlad at blande holdene, hold afstand, hvis et hold skal passere et andet på vej ud på træningspladsen.

Når man ikke er deltager i selve aktiviteten så gælder det normale forsamlingsforbud på max. 10 personer, dvs. før og efter aktiviteten og hvis der er pauser i aktiviteten (spisning m.m.).
Så vil du drikke kaffe med dit hold efter træningen eller konkurrencen så er det i grupper af 10 med god afstand mellem grupperne.

 

Kan man sektionsopdele idrætsaktiviteter i mindre hold af 50 personer?

Ja, i forbindelse med udendørs idrætsaktiviteter i organiseret regi kan flere grupper med maksimalt 50 i hver gruppe, inklusiv træner, instruktør mv. afvikle aktiviteter på f.eks. samme udendørsområde. Det forudsætter dog, at hver gruppe udgør et selvstændigt arrangement, og at det sikres, at grupperne holdes effektivt adskilt fra hinanden. Adskillelse kan f.eks. ske ved, at grupperne placeres i hver deres afmærkede felt eller lignende.

Den samme træner, instruktør m.v. må ikke lede flere af de tilstedeværende grupper samtidig, da det i så fald vil blive betragtet som ét samlet arrangement og dermed blive omfattet af forsamlingsforbuddet på 10 personer.

Må der afholdes stævner, turneringer, konkurrencer med flere end 50 deltagere?

Der kan afholdes udendørs stævner mv. med op til 50 personer til stede på samme sted samtidig. De 50 personer omfatter alle personer til stede, som er en del af arrangementet, herunder både udøvere, dommere, tilskuere, hjælpere, trænere mv.

Det er muligt at afholde udendørs arrangementer med flere end 50 deltagere, hvis arrangementet afholdes med en betydelig geografisk spredning mellem deltagerne, der i praksis betyder, at deltagerne ikke befinder sig på samme sted samtidig. Der skal dog igennem hele arrangementet holdes betydelig geografisk spredning, så grupperne aldrig kommer til at bestå af flere end 50 personer.

Det vil f.eks. kunne omfatte kapsejladser og lignende større arrangementer på havet, hvor deltagerne sejler i mindre grupper med i almindelighed betydelig afstand mellem bådene. Det vil også som udgangspunkt omfatte golfturneringer, orienteringsløb og lignende udendørs arrangementer med stor geografisk spredning mellem de enkelte deltagere eller mellem de enkelte grupper af deltagere.

Det er også muligt at arrangere et udendørs stævne mv. tidsforskudt, så længe der på intet tidspunkt er flere end 50 personer til stede på samme sted samtidig. F.eks. kan et løbestævne afvikles, så der først deltager op til 50 personer, som herefter tager hjem, hvorefter 50 andre personer deltager efterfølgende osv.

 

Er det tilladt at afholde en generalforsamling?

Generalforsamlinger betragtes som foreningsaktiviteter og må derfor ikke afholdes indendørs i henhold til kravet om at holde lokaler, hvor der udøves, - idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, lukkede for offentligheden. Det er desuden som udgangspunkt ikke muligt at afholde generalforsamlinger med henvisning til undtagelsen for arrangementer, der har et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed. Undtagelsen omfatter demonstrationer og møder i politiske partier. Det vil dog være muligt at afholde generalforsamling op til 50 personer udendørs, såfremt generalforsamlingen foregår i organiseret regi.

 

Er der krav om test i forbindelse med genåbning af udendørs idræts- og foreningsaktiviteter?

Nej, deltagelse i udendørs idræts- og foreningsaktiviteter forudsætter ikke, at deltagere kan fremvise dokumentation for negativ test, uagtet om disse er omfattet af det hævede forsamlingsforbud for idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi.

Link til siden fra kulturministeriet

Klubhuse, toiletter mm.

Toiletter, omklædningsrum, opbevaringsskure mv. må holdes åbne for opbevaring og kortvarige ophold, forudsat at der ikke gives adgang til lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- eller foreningsaktiviteter, herunder idrætshaller mv. Klubhuse skal holdes lukkede for offentligheden. Der må således ikke tages ophold i klubhuse mv.

Træningspladsen

Selvom vi er glade, så husk at der stadig er Corona i samfundet.

Vi skal være påpasselige og sørge for adgang til håndsprit, så alle kan spritte hænder jævnligt.

Instruktørerne bør have en håndsprit med ud, når der trænes hold, så man kan spritte hænderne af efter kontakt med hunde og hvalpe.

Sørg for at hundeførerne holder afstand til hinanden (minimum 2 meter), og at der bæres mundbind ved tæt instruktion.

Redskaber og genstande

Redskaber, som føreren rører ved, bør af sprittes jævnligt.

Skal der bruges genstande f.eks. til frit søg, så skal hver hund have et nyt sæt.

Føreren bruger kun egne apporter.

Skal der laves halsgivning, så skal figuranten spritte hænder mellem hver hund og medfølgende berøring af hundens belønning.


Med venlig hilsen

Annette Lunau

Landsformand

 

Link til Kulturministeriets udmelding gældende fra 1. marts til 5. april 2021 

Link til Politiets Corona side

Link til Sundhedsstyrelsens Corona Virus side

Du finder plakat med Sundhedsstyrelsens retningslinjer

https://www.sst.dk/da/Udgivelser/2020/Forebyg-smitte-mod-coronasmitte

Ellers opfordrer vi til at følge med på Sundhedsstyrelsens sider og i medier med yderligere tiltag og retningslinjer.

 

Nyheder

Sponsorer