DcH Logo

Læs mere om DcH-programmet

Information om DcH's eget konkurrenceprogram

DcH Program

DcH programmet er for hunde og hundeførere, der holder af udfordringer og gerne vil arbejde med både lydighedsøvelser og det langt mere spændende arbejde med hundens naturlige evner. Programmet kombinerer klassiske øvelser med opgaver, hvor hunden får lov til at bruge sine medfødte instinkter – ikke mindst næsen. Hundens lugtesans er dens vigtigste sans, og den spiller en central rolle i mange af øvelserne. DcH programmet giver hunden mulighed for at bruge mange af sine naturlige evner og skaber samtidig et tættere samarbejde mellem hund og fører. Gennem træningen lærer man sin hund at kende på nye måder – og udvikler et samspil, som rækker langt ud over træningspladsen. Op igennem klasserne kræves stadig større koncentration og kondition og samarbejdet udfordres med stadig mere krævende øvelser.

Sporarbejde

I sporarbejde udlægges et spor af et menneske, som hund og fører derefter sammen skal følge. Undervejs ligger mindre genstande, som hunden skal finde. Sporene bliver gradvist længere og mere krævende gennem klasserne – fra 200 skridt i B-klassen til 1.000 skridt i Eliteklassen – og kvaliteten af arbejdet afhænger af både hundens næse og samarbejdet mellem hund og fører.

Frit søg

Frit søg er en anden øvelse, hvor hundens evne til at finde ting bliver sat i spil. Her skal hunden selvstændigt afsøge et område for tabte genstande, som for eksempel en pung, en barnesko eller lignende, og bringe dem tilbage til føreren. Søgeområdet vokser i takt med niveauet – fra cirka 225 kvadratmeter i C-klassen til omkring 2.500 kvadratmeter i Eliteklassen.

Rundering / Eftersøgning

Rundering eller eftersøgning er den øvelse, hvor hundens naturlige evner for alvor kommer i spil. Målet er at finde personer, der skjuler sig i for eksempel skov eller naturområder. I C-klassen introduceres øvelsen ved, at hunden sendes direkte til en figurant og skal markere personen for føreren. Når hunden har lært dette, flyttes figuranten ud i et større område. I A-klassen bliver eftersøgningen mere systematisk. Her arbejder hund og fører sammen om at finde figuranten ved at gennemsøge et område. Føreren bevæger sig på en midterlinje og sender hunden fra side til side i et fast mønster. I Eliteklassen kulminerer øvelsen med gennemsøgning af et område på op til 100 x 400 skridt (ca. 2 hektar), hvor hunden både skal finde og markere en skjult person samt en genstand, for eksempel en kuffert.

C-Klassen

C-klassen er for nye hundeførere, som ikke før har deltaget i konkurrencer med hund. I C-klassen trænes lydighedsøvelserne lineføring, stå, sid, dæk, apport og spring. Første trin i rundering - hunden sendes direkte mod en delvis synlig figurant. Frit søg - hunden skal finde én genstand i et felt på 20x20 skridt. I C-klassen er max point 150, hvor hund og fører 2 gange skal opnå mindst 110 for at rykke op i B-klassen.

B-Klassen

B-klassen er for hunde og førere, der er rykket op fra C-klassen. Samtidig starter en rutineret fører med en ny hund direkte i B-klassen. I B-klassen trænes C-klassens øvelser på lidt højere niveau og der introduceres to nye lydighedsøvelser; fri ved fod og fremadsendelse med afdækning. Frit søg er nu med 2 genstande i et felt på 30x30 skridt. I B-klassen starter en af de helt store øvelser, nemlig spor. Konkurrencesporet er 200 skridt langt med to vinkelrette knæk og to genstande. I B-klassen er max point 200, hvor hund og fører 2 gange skal opnå mindst 160 for at rykke op i A-klassen.

A-klassen

A-klassen er en rigtig brugshundeklasse, hvor øvelserne får et omfang, der stiller krav til hundens naturlige evner, kondition og samarbejdsevner. Lydighedsøvelserne får endnu et hak opad med sværhedsgraden. Der introduceres fremmed apport, fremadsendelsen bliver længere mm. Den "rigtige" eftersøgning starter i A-klassen. Hunden skal gennemsøge et større naturområde (80x250 skridt), hvor den skal finde og markere to skjulte figuranter. Under eftersøgningen skal føreren fra en midterlinje sende hunden systematisk gennem området. Det frie søg er med tre genstande, der bliver skjult i et område på 50x50 skridt. I A-klassen er max point 300, hvor hund og fører 2 gange skal opnå mindst 260 for at rykke op i eliteklassen.

Eliteklassen

Eliteklassen kan tilbyde enhver brugshund udfordringer på et højt niveau. Lydighedsøvelserne er stadig en stor del af programmet og udføres i sammenhæng. Sporet er nu 1000 skridt langt, har både rette vinkler og spidse knæk og hunden skal selv opsøge sporet i et startfelt. Føreren kender ikke rækkefølgen af momenterne eller hvordan sporet er lagt. Eftersøgningen er i et stort naturområde på 100x400 skridt, hvor der både skal findes en figurant og en genstand, f.eks. en mindre kuffert. Føreren aner intet om områdets karakter eller hvor figurant eller genstand er skjult. Føreren arbejder systematisk fra en midterlinje. Frit søg er nu med fire genstande i et felt på 70x70 skridt.
KONKURRENCER I DCH
Tilmelding/oversigt
Resultater
Konkurrenceprogrammer
Beregnerprogrammer
FriluftsrådetScandic HotelsChriscoEgonsliner.dkFaunaAppFjelsted Skov Hotel & KonferenceEcopawsPersPetshop
FriluftsrådetScandic HotelsChriscoEgonsliner.dkFaunaAppFjelsted Skov Hotel & KonferenceEcopawsPersPetshop