SPORTSGRENE I DCH
DCH-PROGRAMMET
Har du lyst til at arbejde med alle din hunds sanser og medfødte drifter, så er DcH-programmet det helt rigtige for jer.
I DcH-programmet arbejder du med hundens evne til at søge efter både spor, tabte genstande og forsvundne personer. Disse øvelser foregår som regel i naturområder og på marker, hvor du har god brug for din hunds medfødte evner. Ved siden af disse øvelser er der udfordrende og spændende lydighedsøvelser, som er med til at give et godt samarbejde med din hund.
Er du helt ny med hund, skal du gennem C-klassens grundprogram før du er klar til at arbejde med de mere selvstændige øvelser.
Der er fire klasser i DcH-programmet, og øvelserne udvikles og byder på helt nye muligheder for hver klasse du rykker op i.
NORDISK
Er du naturmennesker og nyder af færdes i skov og natur? Så har DcH et godt tilbud til dig og din hund, nemlig det nordiske program.
Størsteparten af øvelserne foregår i skov eller andet naturområde, hvor hunden skal gå spor eller lede efter forsvunde personer. Hunden skal også finde forsvunde genstande og arbejde med et mindre lydighedsprogram, men det er skovarbejdet, der udgør den største del af programmet.
Der er tre grene i det nordiske program; spor, eftersøgning og skydds (beskyttelsesarbejde).
Spor og eftersøgning har to klasser - lille og nordisk klasse, mens skydes kun har nordisk klasse.
Nordisk klasse giver mulighed for kvalifikation til Nordisk Mesterskab.
AGILITY
Er du til action og fart? Så er agility en sport for dig. Fest, farver og gang i den - det er nok sådan de fleste ser et agilitystævne.
Hunden skal lære at forcere forhindringer af forskellige type. Der er flere slags spring, balanceforhindringer, tunneler, slalom og meget mere.
Der konkurreres i tre klasser, som gradvist bliver sværere. Hundene inddeles også i tre forskellige størrelser efter hundenes højde.
Agility kræver god koncentration mellem hund og fører, da der arbejdes i fart men samtidig skal være præcis.
HOOPERS
Hoopers er en skånsom hundesport, både for hund og fører, samtidig med at den arbejder med fjerndirigering. Føreren guider hunden gennem en bane bestående af hoops, tønder m.m. hvor føreren står på et udpeget område, der giver distance til forhindringerne. Det gælder om at dirigere hunden gennem banen fejlfrit og så hurtigt som muligt.
Hoopers reglement
RALLY
En hund, der går til træning skal være glad og have lyst til at arbejde for sin fører. I rally er det vigtigste, at hunden må roses og opmuntres undervejs i øvelserne, så den hele tiden bekræftes i at den er dygtig.
Rallybanen er sat op med skilte ved hvert moment, så føreren kan se, hvad hunden skal gøre der. Øvelsen skal selvfølgelig udføres for at få point, men der bliver også holdt øje med hundens udstråling undervejs.
Rally er en hundesport, hvor kravene til hunden hjælpes på vej med opmuntring og ros - også under konkurrence.
Der konkurreres i tre klasser, samt en åben klasser der giver adgang til det årlige DM
IGP
IGP er et internationalt program for brugshunde, hvor der arbejdes med de tre grupper; sporarbejde, lydighed og forsvarsarbejde.
Programmet er fastlagt internationalt og der afholdes blandt andet VM i disse discipliner.
IGP er først og fremmest for dig, der har en hund af brugshundetype og som har lyst til at udfordre din hund med krævende øvelser og konkurrencer/prøver. Der konkurreres i tre klasser med stigende sværhedsgrad.
NOSE WORK
Nose work er en hundesport, der er ved at blive godt implementeret i DcH. Det er en fantastisk hundesport, hvor du kan beskæftige din hund med noget, der er absolut meningsfuldt for den; at bruge sin næse. I nose work får hunden lov til at bruge sin lugtesans, til at søge efter dufte i forskellige miljøer. Det giver hunden både mental og fysisk stimulering og er en sjov aktivering for både hund og fører. Mange hunde der lider af angst eller andre adfærdsproblemer, hjælpes ofte af nose work til at klare deres hverdag. Nose work tilpasses individuelt efter erfaringsniveau og hundens fysik. Derfor kan det udføres af de fleste hunde uanset race, alder og evt. skavanker.
Nose work reglement Oktober 2023
Læs mere om nosework her
BIATHLON
Elsker du motion i naturen sammen med din hund? Og kan du lide at blive fysisk udfordret? Så er Biathlon måske noget for dig!
Biathlon er et løb der er planlagt på en rute med forskellige forhindringer undervejs som hund og/eller fører skal forcere.
Løbet foregår på tid og den ekvipage der gennemfører på hurtigst tid har vundet.
Der findes som sådan ikke noget program, da det kun er fantasien der sætter grænser. Der findes dog program til tilmelding, lodtrækning og tidtagning, der kan bruges ved afholdelse af et løb.